"Anne Franks dagbog"

Anne Frank
Grafisk Forlag, 237 sider, udgivet 1956
Anmeldelse

Længe har den stået og skævet til mig fra hylden. Bogen med det knaldrøde omslag og de tykke hvide bogstaver. Alligevel var det først flere år efter købet af ”Anne Franks Dagbog”, at jeg rent faktisk fik den læst, for jeg vidste, at bogen ville knuse mit hjerte, og den slags kræver bare et lidt længere tilløb.

Heldigvis var ”Anne Franks Dagbog” ventetiden værd. Her møder vi den jødiske pige Anne, som sammen med sin familie og fire andre jøder må gemme sig i et baghus på sin fars fabrik, da Hitlers had strammer sit greb om Amsterdam. Skolegang, beundrere og en feteret hverdag skiftes ud med rådne kartofler, skænderier og en evig frygt for at blive opdaget. Anne har et imponerende indre liv, der både er naivt og uhyggeligt voksent på samme tid, og gennem hendes rammende beskrivelser får vi et unikt indblik i hverdagen for en pige, der lever uden at kunne åbne så meget som et vindue.

Som mange ved, er Anne Franks skæbne ikke en lykkelig en af slagsen. Jeg vidste præcis, hvilken dato familiens gemmested ville blive opdaget, men håbede alligevel inderligt, at bogen på magisk vis kunne formå at ændre hende og resten af beboernes skæbne, inden det var for sent. Det gav en ekstra nerve til en fortælling, som mange ellers mener er for langsommelig. For mig var Anne Franks Dagbog dog fænomenal læsning. Den var både uhyggeligt stille og overdøvende larmende på samme tid, for ventetiden var lang og friheden så forfærdeligt tæt på. Anne Frank oplevede ikke andet end sort uheld i sit korte liv, men ved hjælp af dagbogen Kitty fik hun opfyldt et stort ønske. Ønsket om at være forfatter og ønsket om at gøre en forskel. Hun gav stemme til de mange millioner af jøder, der blev dræbt under anden verdenskrig, og viste en personlig fortælling fra en mørk tid, hvor frygt, had og misforståelser fik det bedste og det værste frem i folk. Har du endnu ikke læst ”Anne Franks dagbog”, kan jeg derfor kun anbefale dig at komme i gang.