Virkelighedsflugt fra blæsevejr og vintersnue

Det slår aldrig fejl. Hvert eneste år, når kulden tager til, og mørket falder på, formår jeg på en eller anden vis at blive syg. Sådan irriterende og ucharmerende sløj med høj feber, øm hals, tilstoppet næse og dertilhørende ynkelighed. Inden for de sidste to måneder har jeg præsteret at blive ramt ad tre omgange, og det er præcis lige så inspirerende, som det lyder.

Heldigvis er det en hyggelig tid at tilbringe under dynen. For i stuen står det fineste, lille juletræ, misteltenen er klar til at hærde kyssekinderne, og Netflix bugner af julefilm, jeg kan binge-watch'e. Alene Hjemme, Holiday in Handcuffs (døm mig ikke!) og Love Actually er allerede set flere gange, og derfor bruger jeg nu mest af alt tiden på at læse. Bogen, jeg netop har åbnet, er "Haabet" af Mich Vraa. Den samme mand, som på fremragende vis oversatte "Pigerne", jeg læste for et par måneder siden.

"Haabet" handler om Danmarks brug af slaver i de vestindiske sukkerplantager og giver et ubehageligt tilbageblik på en tid, som de fleste helst vil glemme. Faktisk kan jeg slet ikke lægge bogen fra mig, for den er barsk og spændende på samme tid, fuld af håbløshed og kamp for overlevelse. Efter få sider formår den at krybe ind under huden på læseren og tvinger sig adgang til stort set hele følelsesregistret, omend der ikke rigtig er noget at grine af. Meget skal gå galt, hvis ikke "Haabet" ender med at blive en af de bedste - og sværeste - bøger, jeg har læst i år.

Er jeg den eneste, der endnu ikke har taget hul på julebøgerne?